FORORD I 2011 valgte AS3 at tilslutte sig de 10 principper i FNs Global Compact. Vi har dermed forpligtet os til at arbejde med principperne i den kontekst, det giver mening for vores virksomhed. AS3 er en værdibaseret virksomhed. Vi ønsker at agere forretningsorienteret, ordentligt og langsigtet. Det betyder, at vi som virksomhed tilstræber at leve op til de forventninger, der er til en social og samfundsansvarlig virksomhed. Det er vigtigt for AS3, at vi og vore samarbejdspartnere arbejder ud fra principperne om Global Compact. Vores tilslutning til Global Compact er et signal til omverdenen og til os selv om, at vi påtager os et medansvar for løsningen af nogle af de store udfordringer i vores samfund. Menneskerettigheder er en af grundstenene i vort samfund, som bidrager til et samfund, hvor vi giver plads til individets muligheder for at træffe egne valg – herunder jobmæssige valg. Med vores ydelser indenfor Job Transition Management bidrager vi aktivt til, at flere kommer på arbejdsmarkedet eller tilbage på arbejdsmarkedet efter en periode med ledighed eller sygdom. Med AS3s arbejdsmiljøcertificering har vi forpligtet os på at arbejde med at fremme et godt og sundt arbejdsmiljø i vores egen organisation. En del af vores rådgivning er også rettet imod arbejdet med sundhed og trivsel i de virksomheder, som er vores kunder, blandt andet ved at understøtte, at tegn på stres og mistrivsel opfanges så tidligt som muligt og dermed kan forebygges. I disse år arbejder AS3 målrettet med en digitaliseringsstrategi, både internt i virksomheden og i forhold til vores kunder og kandidater. Dermed fremtidssikrer vi vores forretning, så vi også fremover kan hjælpe vores kandidater bedst muligt med at komme på eller tilbage til arbejdsmarkedet. Den øgede digitalisering har desuden betydning på CSR-området, idet den blandt andet betyder, at vi nedbringer vores transport, reducerer vores papirforbrug og kan tilbyde vores kandidater en lang række mere smidige, individuelle løsninger og muligheder. Denne rapport er vores syvende Communication On Progress (COP)-rapport, som vi sender til FN. I rapporten vil du kunne læse, hvilke emner i forhold til AS3s samfundsmæssige ansvar, der især optager os i AS3. God læselyst Allan Gross-Nielsen, CEO 2
Download PDF fil